Om RePURpose


Baggrund

Polyurethan (PUR) er et uundværligt plastmateriale, der anvendes i et væld af forskellige produkter – lige fra isoleringsmateriale, madrasser og skosåler til komponenter i vindmøller og fly samt medicinsk udstyr, der redder liv. Der anvendes årligt mere en 16 mio. ton polyurethan, et forbrug der forventes at stige kraftigt i fremtiden. Trods den høje værdi af polyurethan sammenlignet med andre plastmaterialer findes der i dag kun meget få metoder til at genbruge eller genanvende det. Dertil kommer at de metoder leverer et genbrugsprodukt, hvor de oprindelige egenskaber af polyuretanen er gået tabt. Det betyder, at vores nuværende håndtering af udtjente polyuretanprodukter ikke er bæredygtig og fremtidssikret.

RePURpose vil fokusere på nyskabende teknologier til genanvendelse og genbrug af PUR. Teknologierne, som vil blive udviklet i RePURpose, dækker over genanvendelse igennem innovative granulatmetoder (ReUSE) og genbrug via kemisk genskabelse af materialets oprindelige byggesten, der kaldes monomerer (ReCYCLE).

ReUSE

ReUSE arbejder med genbrug af det produktionsspild, der opstår ude ved den enkelte producent af PUR-produkter. Produktionsspild er en ren, homogen og veldefineret materialestrøm af samme høje værdi som de færdige produkter. Hvis dette produktionsspild kan føres tilbage til produktionen, vil det skabe værdi i stedet for at forlade produktionsanlægget som affald. Målet med ReUSE er at udvikle en simpel metode og et tilhørende procesanlæg, baseret på en ny granulatteknologi, der tillader produktionsspildet at indgå i produktionen af nye produkter. Ved projektets afslutning forventes det, at prototyper af ReUSE-procesanlæg er installeret ved partnere i projektet.

ReCYCLE

ReCYCLE arbejder med genbrug af de polyuretan-produkter, der kommer tilbage fra forbrugerne. Disse end-of-life produkter vil bestå af mange forskellige PUR- typer, og ReCYCLE skal være en platform, der kan håndtere flest mulige af disse. ReCYCLE er fokuseret på at udvikle innovative og milde kemiske reaktionsbetingelser, der kan nedbryde polyuretan. Produkterne fra denne nedbrydning vil hovedsageligt bestå af de byggesten, som produkterne oprindeligt var lavet af. Dermed vil ReCYCLE kunne levere jomfrueligt materiale til PUR-værdikæden, materiale som kan laves til et hvilket som helst nyt højværdiprodukt.